Jeg besøgte en folkeskole, da der blev holdt indlæg om psykiske ubalancer i 7. og 9. klasse.
Anledningen var, at to af skolens elever fra 9. klasse, har været ramt af spiseforstyrrelse siden 2014. I en periode var en af pigerne væk fra folkeskolen og dagsindlagt på psykiatrisk tilbud, men er nu tilbage i skolen og ønskede at fortælle om sin situation sammen med mig, som nu er psykoterapeut og samtalepartner for hende.
En stor opgave i folkeskolerne
Hendes lærere tog i 2014 fat i den unge og hendes forældre og fik på den måde hjulpet udredning og behandling i gang. Da hun var klar til at komme tilbage til skolen, ønskede lærerne, at de øvrige elever skulle informeres om spiseforstyrrelse.
De to lærere fortalte, at de ud af 9. klasses 18 elever ser 7 elever med tydelige tegn på mistrivsel, og at elever med psykiske ubalancer ikke er helt koncentrerede om undervisningen, da de tydeligvis har andre ting at tumle med.
De to lærere mente, at denne problemstilling kan være en generel udfordring i folkeskolen i dag, og at brudte familier, omverdenens krav til perfektion, manglende spejling fra rollemodeller m.v. er medvirkende til mistrivsel, nedsat læringsevne og øger risikoen for at skulle tilbringe måneder og år i behandlingssystemet på sigt.
Vi så det først på benene!
To af lærerne fortæller her om forløbet:
På vores skole har vi motion på skemaet to gange om ugen ud over idræt. Derfor er vi flere gange ugentlig sammen med eleverne, når de er iført stramt sportstøj – også i badet efterfølgende.
Vi råbte vagt i gevær, da tightsene begyndte at hænge, og den negative udvikling blev diskuteret i teamet omkring klassen. Derefter blev forældrene orienteret, og herfra blev et tæt samarbejde mellem forældre og klasselærere sat i værk.
Hvis det er nødvendigt, holder vi tværfaglige møder med forældre, socialforvaltning og sundhedsplejerske/personale. I det hele taget bruger vi sundhedsplejersken meget – både til at spørge til råds, når vi er nervøse for eleven, men også som samtalepartner til eleven. AKT bliver også i visse tilfælde benyttet. I sidste ende er det dog os lærere tættest på eleverne, som har mange samtaler med børnene og forældrene.
Fik sat ord på
Da vi oplever, at spiseforstyrrelser på den ene side kan være en smitsom sygdom og på den anden side er svær at forstå for de øvrige elever, inviterede vi Mette Bang ud på skolen for at fortælle 9. klasse om sygdommen.
Hun holdt også et forebyggende oplæg for vores 7. klasser. Udbyttet var stort. Eleverne blev rørte, og de fik en større forståelse for, hvad det vil sige at have en spiseforstyrrelse. Udover at de øvrige ramte piger fik sat ord på, hvordan de har det, fik de andre også svar på spørgsmål som: ”hvad er det lige man siger?” og ” kan vi gøre noget galt? ”. De fik så at sige nogle værktøjer til at møde de andre med spiseforstyrrelsen, så de ikke får lov til at isolere sig.
Anbefaling til andre folkeskoler
Vi vil anbefale at invitere Mette Bang ud og holde oplæg i de større klasser, da hun formår at sætte ord og billeder på noget, som kan være svært for de unge at forstå og vanskeligt for os lærere at formidle, da vi generelt mangler en grundlæggende viden om emnet.
– Jeppe og Lena, klasselærere